Projekttegning fra Hovaldt arkitekter med ny mellembygning til Vejgaard Sognehus.

 

Folkekirken har ændret sig meget de sidste årtier.

Mange arrangementer og tilbud er kommet til, og det gælder i høj grad også for Vejgaard Kirke. Når vi vender tilbage til den hverdag, vi kender, så vil Vejgaard Kirke og sognehuset igen fyldes af travlhed og mennesker med alle mulige forskellige grunde til at være der: der skal registreres alt, hvad der sker i sognet på kirkekontoret, på kirkegården er der folk, der har travlt med at sørge for, at pårørende kan besøge deres kære, det rige musikliv på stedet øver og forbereder koncerter og fællessang, utroligt mange børn løber ud og ind af stedet til utallige musikarrangementer og -undervisning, der er store foredrag, der kan samle mere end 100 interesserede mennesker, der er eftermiddage med mindre foredrag og masser af snak, der er 6-7 hold konfirmander, der bliver fortrolige med stedet, der er minikonfirmander og kor, der er børnegudstjenester med 80 spisende gæster i sognehuset, der er studiekredse, der er samtalegrupper – kort sagt: der er en tiltagende gennemstrømning af mennesker, som gør brug af de mange arrangementer og aktiviteter, der knytter sig til kirken.

 

Der er ikke noget at sige til, at sognehuset ved Vejgaard Kirke med tiden er blevet for lille til alle de mennesker, der bruger det. Derfor har det længe været et ønske for flere menighedsråd ved Vejgaard Kirke at udvide sognehusets kapacitet. Det nuværende menighedsråd nedsatte i 2017 et ombygningsudvalg, der skulle se på mulighederne for en sådan udvidelse. Forskellige løsninger blev tænkt igennem, men tæt omkranset af kirkegård, kirke og naboer var det ikke nemt bare at bygge til på det eksisterende sognehus. Derfor besluttede menighedsrådet, at den gamle præstebolig, som ligger lige ved siden af sognehus og kirke skulle bruges som en signifikant del af en sammenbygning, der arkitektonisk kunne spille sammen med kirken og give mulighed for at byde velkommen på en hel ny måde.

Projekttegning fra Hovaldt arkitekter - ny mellembygning set indefra

Nu var menighedsrådet klar til en arkitektkonkurrence, som blev vundet af arkitektfirmaet Hovaldt med et projekt, der bibeholder den gamle præstegårds smukke ydre og bygger den sammen med det eksisterende sognehus med en mellembygning, som udgør den nye hovedindgang vendt ud mod Vejgaard. Denne mellembygning huser en ny foyer, som sammen med flere undervisningslokaler og møderum og en isoleret kontorfløj til de mere følsomme samtaler kan gøre flere arrangementer på én gang mulige og dermed tage højde for det høje aktivitetsniveau. Den gamle præstegårdshave er også tænkt med som et uderum, der kan blive til glæde for mange besøgende og vil kunne bruges til gudstjenester, fællessang o.lign. 

Tirsdag 5. maj tog menighedsrådet så første spadestik til det nye samlede sogne- og aktivitetshus – det nye ansigt udadtil! Alle ved Vejgaard Kirke glæder sig meget til endelig at se tingene skride fremad, selvom det naturligvis betyder mange måneders postyr og byggerod. Men måske er det ikke det værste tidspunkt, for i denne tid ved ingen alligevel rigtig, hvor mange af kirkens normale aktiviteter, den må lukke op for og hvornår. Så lad os håbe, at når det nye sognehus står færdigt i foråret 2021, så er der igen mulighed for at mødes under de mangfoldige former, som vi før har kunnet.

Projekttegning fra Hovaldt arkitekter med nyt haveanlæg 

Byggeriet er i gang. Men det betyder altså, at vi roder i en periode... 
 
 
Der forberedes ny indgang til salen